tirsdag den 31. juli 2012

Couscoussalat med citronmelisse






Salaten her er lækker og hurtig at lave. Jeg er i det hele taget helt vild med couscous. Jeg har et trick, som gør couscous til noget af det nemmeste at lave. Lyt ikke til hvad der står på de forskellige couscouspakker men gør således: Tag 1 dl vand til 1 dl couscous og sæt vandet til at koge, sammen med lidt smør og eventuelt lidt hønsebouillon. Når vandet koger, tager du gryden af varmen, tilsætter couscoussen og ryster gryden en smule så vandet dækker grynene. Sæt låg på og lad den stå i 6 minutter. Og Vupti, så har du couscous! 

Denne salat passer til aftensmad til 3 personer, eller 2 som er meget sultne og kan varieres i en uendelighed.

2 dl couscous
2 dl vand
Lidt smør
En halv hønseboullion terning eller lignende
1 stort æble eller 2 små
2 røde peberfrugter
1 nektarin
En håndfuld rosiner
3 forårsløg
100 g hvid ost (er lidt som feta, men blødere i konsistensen. Feta kan erstatte den)
Saften af en lime (citron kan bruges)
En håndfuld citronmelisse
Pinjekerner til at drysse på som pynt

Fremgangsmåde:

Tilbered couscous, vand, smør og bouillon som beskrevet længere oppe. Efter couscoussen har trukket i de 6 minutter, røres de luftige med en spiseske og lad så couscoussen køle af.

Sker æbler, nektarin, feta og peberfrugt i tern og forårsløgene i tynde skiver. Bland det i couscoussen sammen med rosinerne.  Hak citronmelissen (gem lidt til pynt) og bland det med, sammen med saften af en lime.

Rist pinjekernerne og drys over salaten, sammen med resten af citronmelissen.

Sød chili sauce


Jeg eeelsker sød chili sauce! Og ville ikke kunne undvære det, når jeg laver wok og andre asiatiske retter. Men det er bare rigtig dyrt i længden, i forhold til hvor billigt og nemt det er at lave selv! 


2 friske chilier 
1,5 fed hvidløg
2 dl vand
0,5 dl hvidvinseddike eller hvid balsamico 
1,5 dl sukker eller sødemiddel der svare til det 
1 tsk salt
Evt. til maizena til at tykne 


Fremgangsmåde:

Hak chilierne og hvidløgene i grove stykker og fjern kernerne medmindre du kan lide det rigtig stærkt. Put alle ingredienserne i en blender, eller brug en stavblender. Blend det godt og grundigt sammen og kog så massen i en gryde i mindst 5 minutter. 

Hvis du gerne vil have din chilisauce lidt tykkere, kan du jævne med lidt maizena, men pas på, det er max en halv spsk du skal bruge, ellers får du sød chili grød ;-)

Køl saucen helt ned, inden du hælder den i en skoldet beholder. Jeg har ladet mig fortælle at den kan holde sig i en måned i køleskabet. Personligt har den aldrig fået lov til at stå så længe i mit køleskab, det smager den for godt til ;-)

Tunfrikadeller


Disse lækre tunfrikadeller er et hit herhjemme. Vi elsker fiskefrikadeller, og de her tundeller, er et rigtig godt og billigt alternativ til den dyre fiskefars-frikadelle :-)


2 dåser tun i vand
2 æg
2 spsk creme fraiche (jeg bruger 6% det kan man sagtens) 
4 spsk rasp 
1 revet løg 
Et godt bundt dild eller 2 tsk tørret
Et bundt purløg
Saften af 1 lime 

Fremgangsmåde:

Afdryp tunen grundigt, i en si og del tunen meget fint med en gaffel. Bland alle ingredienserne sammen, indtil det bliver til en fars. Lad fiskefarsen stå i køleskabet i en halv times tid, så den lige får lov til at sætte sig. 
Steg så ellers fiskefrikadellerne på en pande med lidt olie ved medium varme.

Jeg servere tit en remouladedressing til, for at spare nogle kalorier, istedet for rigtig remoulade. Jeg blander creme fraiche (eller andet yoghurt), let remoulade og citronsaft i en skål og bruger som dyppelse istedet, og det smager faktisk bedre end ren remoulade! :-)

God fornøjelse!

mandag den 30. juli 2012

Hvid bønne brownie med lavt kalorieindhold


Denne bønne brownie er rigtig lækker. Den kan selvfølgelig ikke sammenlignes med en lækker og snasket brownie, men godt smager den, og min kæreste som ikke engang skal tabe sig, tigger allerede på at jeg laver endnu en portion :-) Melet kan udelades og derved bliver kagen glutenfri. 
Denne kage har et kalorieindhold på ca 150 kcal/100 g!


250 g hvide bønner (svare til en dåse)
6 bægre æggehvide
1 vaniljestang
130 gram æblegrød (Kan købes kvickly, føtex, superbest osv)
100 gram hvid chokolade
30 gram sukker (eller sødemiddel)
1 tsk. bagepulver
3 spsk hvedemel (kan udelades)
Et nip salt

1 bakke friske jordbær til pynt 
1 springform foret med bagepapir 

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180*(150* ved varmluft)

Put de hvide bønner i din foodprocessor og blend dem grundigt. Put resten af ingredienserne i, undtagen den hvide chokolade og kør det hele i foodprocessoren i nogle minutter, indtil bønnerne er kørt helt ud i dejen.
Smelt imens den hvide chokolade, og vend den til sidst i dejen. 

Hæld dejen i den forede springform og bag kagen i ca. 45 minutter. Det er vigtigt at skorpen ikke får for meget, for så bliver skorpen tør.


Lad kagen køle helt af i køleskabet, allerhelst til dagen efter. Pynt den afkølede kage med jordbær og drys med lidt flormelis og så er den ellers klar til at blive spist!

God fornøjelse! 

fredag den 27. juli 2012

Humus


Denne humus er utrolig lækker og ikke særlig usund. Jeg udelader olivenolien for at spare nogle kalorier, så får du en humus der lyder på ca 70 kalorier/100g. 

Brug den til at dyppe grøntsagsstænger i, ristede fuldkornstoast skiver, smøre på brødet istedet for smør og meget andet.
200 g tørrede kikærter eller 1 dåse kikærter
1 fed hvidløg
1 tsk. spidskommen
3 spsk. citronsaft
½-1 finthakket chili uden kerner
1 dl yoghurt naturel
1 spsk olivenolie (kan udelades)
groft salt og peber fra kværn
Evt. lidt af vandet fra kikærterne hvis du ønsker en tyndere humus

Læg kikærterne i blød natten over. 
Kog ærterne i noget nyt, let saltet vand i en time, eller indtil de er møre.Sigt vandet fra, husk at gem lidt af vandet hvis humussen bliver for tyk.
Blend de kogte kikærter med resten af ingredienserne, indtil den ønskede konsistens er opnået. Spæd eventuelt op med noget af kogevandet og smag så til med rigeligt salt og peber.