torsdag den 9. august 2012

Proteinrig æggekage med asparges og spidskål


God og mættende frokost. Jeg bruger 1 æg og 2 æggehvider. Tænker du ikke på kalorier, vil jeg selvfølgelig anbefale dig at bruge 3 æg, det bliver den selvfølgelig mere lækker af. Men det betyder ikke at den ikke er god med æggehvider! Jeg brugte nogle rester fra en cuvette steg, har man ikke liige det liggende og flyde i køleskabet, kan man selvfølgelig erstatte det med noget andet. Skinke pålæg, kylling, you name it. Man kan jo også lave den vegetarisk. 
Grøntsagerne er også valgfrie. Jeg brugte bare hvad jeg lige havde liggende. Det er jo det skønne med æggekage. Man kan bare putte det i, man selv kan lide! 
I min portion var der 240 kalorier, hvilket ikke er meget for et helt måltid.


Frokost til 1 

1 æg
2 æggehvider (taget fra 2 æg, brug ikke pasteuriserede!)
3 asparges 
1/4 rødløg eller alm løg 
1 skive cuvettesteg (eller hvad du nu ellers har liggende) 
25 g spidskål 
15 g fennikel (valgfri) 
1 cocktailtomat 
Salt og peber
Frisk basilikum (valgfri)

Fremgangsmåde

Bland æg, æggehvider, salt og peber, med spidskålen, som du skærer i tynde strimler. Skær kødet i tynde strimler og læg til side.

Knæk de 3 asparges over (skær ikke) og skær dem så over på midten. Del dem i 3-4 stykker. 
Skær rødløgene, fennikel og tomat i små tern og bland dem sammen med aspargesstykkerne. 

Varm en lille pande op, med lidt fedtstof, ved middel varme. Tilsæt æggeblandingen og skru ned til lav varme. Umiddelbart efter hælder du grøntsagsblandingen over og derefter ligger du kødstrimlerne på æggekagen. Tryk strimlerne lidt ned i æggekagen med en ske, så det hele bliver blandet lidt sammen. 

Steg nu æggekagen færdig, stadig ved lav varme. Det tager længere tid end man lige skulle tro. Pas på med ikke at brænde bunden af æggekagen sort.

 Hvis din pande kan tåle at komme i ovnen, kan du eventuelt bage den færdig i ovnen ved middel varme. 

Når der ikke er mere flydende æg på toppen af æggekagen, er den færdig og klar til at blive spist. Pynt eventuelt kagen med lidt frisk basilikum og ketchup.






Eksotisk quinoasalat


Denne her salat smager bare godt! Jeg laver altid så jeg tror at der er til dagen efter, men manden i huset får alligevel altid støvsuget skålen ;-) Server den til noget kylling eller svin. Den søde chili sauce kan du lave selv i denne her opskrift.

Til 2 personer

2 dl gul quinoa (andre farver kan godt bruges)
0,5 appelsin i små tern
0,5 mango i små tern
1 æble i små tern (jeg brugte pink lady)
4 forårsløg i skiver 
En håndfuld rosiner (40 g)
1-2 spsk sød chili sauce 
Saften fra 0,5 appelsin 
Salt 

Fremgangsmåde

Kog quinoaen som anvist på pakken og sæt den i køleskabet, mens du tilbereder resten af salaten. 

Skær frugterne i små tern, som skrevet i ingredienslisten. Bland dem sammen med rosiner, forårsløg, sød chilisauce og appelsin saft. 

Bland det sammen med den afkølede quinoa og smag til med salt.

Salaten kan sagtens stå i køleskabet, i et par timer. 



Spidskålssalat


Lækker og sund spidskålssalat. Passer til alt slags kød og erstatter nemt de kaloriefyldte ris og kartofler. Vil du have salaten endnu mere sund og proteinrig, kan du erstatte creme fraiche med skyr. Du kan sagtens lave salaten i forvejen, vent blot med at blande selve salaten med dressingen, til lige inden den serveres. 


Til 4 personer

400 g spidskål
5 forårsløg skåret i skiver
10 radiser skåret i skiver
1 dåse ananas skåret i små tern 
1 bundt purløg 

Dressing
Creme fraiche (jeg bruger 6%) 
2 tsk dijonsennep 
1 tsk akaciehonning
2 tsk citronsaft 
Salt og peber 

Fremgangsmåde 

Lav først dressingen ved at blande det hele sammen og smag til. Lad den stå og trække i køleskabet, imens du laver selve salaten: 

Skær spidskålen i tynde strimler og lig det i en skål, med kold vand. Kram kål strimlerne lidt, med hænderne, sådan så kålen bliver blødgjort en smule. 
Sigt vandet fra kålen og bland det med forårsløg, radiser, purløg og ananas. Gem lidt af purløget, til pynt. 

Bland salaten sammen med dressingen og pynt med purløg. 











onsdag den 8. august 2012

Citruspandekager



Pandekager med citrusfrugter.. Mmm :-) 

Til 7 pandekager

3 æg
2 dl hvedemel
4 tsk. sukker
1 knsp. salt
1½ dl mælk
1 dl øl
Saften og skallen fra 0,5 citron
Saften og skallen fra en appelsin


Fremgangsmåde:

Pisk æg sammen med mel, appelsinskal, citronskal, sukker og salt.

Tilsæt herefter mælk, øl, appelsinsaft og citronsaft og pisk dejen til en jævn masse. Lad dejen hvile 1 time i køleskab. Herefter piskes dejen igennem og pandekagerne bages på en pande med lidt smør.

Du kan godt erstatte øllet med mælk, men du opnår ikke samme sprødhed.

Server med sukker og syltetøj eller med en god portion is og eventuelt brombærcoulis.















Brombærcoulis


Passer perfekt til brownie eller andre desserter! Super nem at lave. 

150 g frosne brombær 
50 g flormelis 
1 dl vand 
Saften fra en halv citron 

Fremgangsmåde:

Blend det hele i en blender, eller brug en stavblender (dette skal dog først gøres når saucen har kogt lidt) 

Lad coulisen koge, indtil du kan køre en ske igennem coulisen, uden at den trækker sig tilbage lige med det samme. 

Sigt coulisen fri for kerner og køl af. 




Verdens bedste brownie


God og snasket brownie. Du bliver afhængig! 
Server den som den er, eller med en god vanilje is og brombærcoulis.

Passer til et stort ildfastfad

4 æg
330 g rørsukker (eller 350 g almindelig)
1 vaniljestang eller til nøds 2 spsk vaniljesukker. 
100 g mel
0,5 tsk bagepulver
4 spsk kakao med top
200 g smør
200 g mørk chokolade 
100 g valnødder

50 g valnødder til pynt
Lidt flormelis til pynt

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 170*

Pisk æg og sukker luftigt og skummende. Hvis du bruger en vaniljestang (hvilket jeg bestemt vil anbefale) Tilsætter du den sammen med sukkeret. Kør kornene ud i 1 spsk af sukkeret med en ske, så undgår du at kornene klumper sammen.

Bland vaniljesukker (hvis du bruger dette), mel, bagepulver og kakaopulver og si det ned i æggemassen.  Vend det hele sammen.

Smelt smøret ved svag varme, det skal kun lige være smeltet.

Hak chokolade og valnødder groft og hæld i det stadig lune smør og rør rundt i blandingen, så chokoladen smelter. Vend chokolade blandingen i resten af dejen.

Smør det ildfastefad eller lignende med smør og klip et stykke bagepapir ud, så det akkurat dækker bunden. Hæld dejen i fadet og bag kagen i ovnen i ca. 40 minutter.

Lad kagen køle helt af, inden du skærer i den. Den bliver kun bedre af at stå natten over i køleskabet.

Si lidt flormelis på toppen af kagen og pynt med valnødder eller lad dig inspirere af det nederste billede!

Du kan også servere kagen med hjemmelavet brombærcoulis , friske hindbær og en god vaniljeis!



Barbecue marinade


Marinaden her, kan få et hvert stykke kød til at smage himmelsk. Bøf, kylling, nakkekoteletter, you name it :-)


Til 2 store bøffer 

3 fed pressede hvidløg 
2 spsk ketchup
2 spsk soya 
1 spsk sød chili sauce
4 spsk brun farin
Salt og peber 

Fremgangsmåde

Bland det hele sammen og smag til. 

Mariner derefter kødet, jeg plejer at marinere det i en frysepose, så er du sikker på at det hele bliver godt søbet ind. Lad det trække i mindst en halv time, men gerne et par timer.